Jeg har overtaget mine forældres firma, men min far bestemmer stadig det hele. Han dukker op i tide og utide og blander sig i den måde medarbejderne udfører de opgaver jeg har sat dem til. Jeg véd at det betyder meget for ham at have mulighed for at komme i værkstedet, og jeg véd også at han ville blive såret  og en pestilens for min mor derhjemme, hvis jeg bad ham ændre adfærd eller blive væk.

Jeg har store drømme for virksomheden, når jeg har overtaget den helt. Men hvorfor vente til dén dag langt ude i fremtiden? Nu hvor vi er to generationer i virksomheden burde vi da have flere kræfter til at gennemføre de gode forslag jeg har til at lave en endnu bedre forretning?! Desværre er det sådan, at når jeg nævner mine ønsker om at forandre noget i virksomheden, så kommer min far og mig altid op at skændes.

Det har været meget svært at tale med mine forældre, om hvornår de tænkte at gennemføre overdragelsen af virksomheden til mig, for selv at gå på pension. Når vi snakker om det syntes de det er en god idé at overdrage virksomheden. Men de er ikke villige til at blive mere konkrete, når snakken involverer en kalender. Når jeg så går dem på klingen, kommer det frem at de syntes der er mange gode år i dem endnu, og at de "da gerne bliver for at hjælpe til". Men i praksis betyder det jo at jeg stadig ikke kan få lov at lære at lede firmaet, fordi de gør det samme, som før jeg kom ind.

Mine børn er i oplæring i virksomheden så vi på et tidspunkt kan generationsskifte. Jeg syntes det er hårdt at lære dem op, og jeg oplever ikke ret meget initiativ fra dem. Og når de så endelig viser initiativ er jeg nødt til at gå ind og støtte dem, så det hele ikke ramler sammen om ørerne på dem. Jeg har ikke set den opførsel, som jeg selv syntes er den rigtige for at lede min virksomhed. Jeg er så alvorligt bange for min virksomheds fremtid at jeg overvejer at gå på pension senere, for at støtte og hjælpe mine børn.